1945

4. maj hørte vi frihedsbudskabet kl. 20:37

Spejderne mødtes og gik hujende mod Amalienborg. Fredsslutningen gjaldt fra Lørdag morgen k1. 8:00

Ret hurtigt vendte vi hjem og gjorde klar til at møde næste morgen kl. 8 på det sted vi havde fået tildelt.

Jeg skulle møde i Ringkøbinggade ved Østbanegade. Det var et stort ejendomskompleks, hvor vi havde hele kælderetagen. I Østenden holdt frihedskæmperne til, de havde været der hele natten. Lige på den anden side af Jernbanen lå en stor tysk Krydser "Nürnberg"! Ville de overgive sig? Og ville Kommunisterne tage magten? Hvornår kom "Den Danske Brigade" fra Sverige? Vi havde ikke forestillet os at overgivelsen ville gå så let.

En patient kom ind med sår pa ryggen, hans kammerater hjalp ham.

Jeg var en af de første der mødte frem og blev straks sat til at gøre bårer klar. Senere kom en læge og nogle sygeplejersker fra Bispebjerg Hospital.

Teborde rekvireredes.

En alvorlig skade kom ind med skudsår pa hals og lår, i løbet af ganske kort tid udåndede han. Hans hjelm var fyldt med levret blod. Det var den eneste alvorlige skade.

Stikkere blev låst inde i elevatorskakten.

Ellers gik tiden bl.a. med at servere varm suppe til Frihedskæmperne. De havde selv “tørmad”!

I vaskekedlen varmede vi vand og med suppeterninger og æg blev det til suppe. Men AK og VE en aften var der ikke flere gasmønter, så de kunne ikke få varm suppe, men en spejder er ikke rådvild, så der blev serveret æggesnaps i stedet for.

Mandag var der ikke mere brug for os i Ringkøbinggade, så vi blev under beskydning kørt til Kastelsvej, hvor en mængde udlændinge var samlet.

Det var Tyskernes befriede fanger, fundet i skibe og lejre. De blev bespist og senere underholdt af bl.a. kgl. skuespillere. Der var mange franskmænd og tjekker m.fl.

Vi var senere også nogle der hjalp til på Ortopædisk Hospital på Lyngbyvej. Der var Russere og Franskmænd med alvorlige skader. En meget ung Russer med hele ryggen fyldt med liggesår. En anden skulle have redt seng, og så viser det sig at benene manglede.